“Hvorfor refuserer hesten?” spørger du fortvivlet dig selv. Du var i fuld fart på vej hen mod springet. Alting var helt perfekt. Din hest var i god form, og hele banen var gået fantastisk. Du var faktisk helt sikker på, at du ville få en præmie med hjem i dag… Men lige som du skal til at give tegn til hesten, læne dig fremad og flyve henover springet, så hugger den hovene i, og du flyver ud over dens hoved. Ikke helt den elegante afslutning du havde håbet på.
Det mest frustrerende er ikke engang, at springet gik galt, at faldet gjorde ondt eller at du ikke fik en placering. Det værste er, at du ikke aner, hvad der gik galt. Hvorfor refuserede hesten? Kunne du have gjort noget anderledes? Eller blev den bare bange for et eller andet, du slet ikke havde kontrol over?
Hvis det kun sker en enkelt gang, har du sikkert ikke noget at skulle bekymre dig over. Men hvis det sker igen og igen så kunne en af de følgende grunde have noget med det at gøre:
1. Din hest refuserer, fordi du har sat den i en umulig situation
Nogle gange kan det virke meget overraskende, hvordan en hest kan race med fuld fart hen mod et spring for så at sætte hælene i. Det virkede jo som om, den bestemt havde tænkt sig at springe. Så hvorfor skifter den mening i sidste øjeblik?
Det er desværre for det meste rytterens skyld. Det kan nogle gange være svært at acceptere, for vi synes ofte selv, at vi gør det godt. Men nogle gange har vi alligevel noget at lære.
Din hest kan have alle mulige gode hensigter, men hvis rytteren har sat den i en position, den umuligt kan springe fra, så er alternativet simpelt: Refusere. Det kan være, at hesten har reddet dig fra en katastrofal springulykke uden at du vidste det.
Hvordan fixer jeg det?
Sænk nivauet og tag et godt langt kig på din teknik. Få hjælp af en træner til at fortælle dig, hvad du gør galt. Bed dem om at være direkte, hvis der er behov for det.
Du bør også fortælle hesten med dine hjælpere, at det ikke er okay den stopper. Vær bestemt og have hjertet med, når du springer, så den ikke udnytter din usikkerhed.
Mange heste, der refuserer i sidste øjeblik, kan blive vænnet af med vanen ved at blive redet af en dygtere, mere bestemt rytter.
2. Hesten refuserer, fordi der er for store udfordringer for tidligt
Nogle heste når ikke engang hen til springet, før de refuserer. I stedet hopper de rundt med udspilede øjne og næsebor, så snart de opdager, hvor de er på vej hen. Det er tydeligt fra starten, at de bestemt ikke har tænkt at springe. Det er som om der er et modsatrettet magnetisk kraftfelt mellem dyret og springet, der fysisk forhindrer den i at bevæge sig nærmere. Nogle heste bliver nærmest paniske over at skulle springe, og kan finde på at tage hovedet helt op eller ligefrem stejle.
Nogle heste gør det for at være frække, især hvis de kan mærke, at de har en novice på ryggen. Men mange gør det, fordi springet er for udfordrende for deres niveau, eller fordi de får for store udfordringer for tidligt.
Hvordan fixer jeg det?
Væn din hest langsomt til den samme slags spring, som den vil støde på til konkurrencerne. Væn ham til, at hverken blomster, stævneudstyr, rekvisitter, stribede bomme eller mennesker er farlige.
Hvis din hest ikke rigtigt er bange, men bare spiller op, så er det en anden strategi du har brug for. Du bør først tjekke med en dyrlæge, at der ikke er noget fysisk galt. Herefter kan det hjælpe at have en erfaren rytter træne den på springbanen, så den lærer at det ikke hjælper noget at refusere.
3. Hesten refuserer af usikkerhed
Nogle heste ved godt fra starten, at de ikke vil springe. Som springet kommer tættere og tættere på bliver de mere og mere usikre for pludselig at vige til siden i sidste øjeblik. De har ofte ikke tid og overskud til at hugge hælene i jorden, eller refusere på afstand. I stedet løber de frem mod springet og viger til siden i sidste øjeblik.
De fleste heste, der har denne vane, sænker ofte skuldrene lige inden springet og løber til siden i én bestemt retning. Det er ofte den samme side, de undviger til, igen og igen.
Hesten ved godt, at den har gjort noget forkert, når den refuserer på denne måde. Derfor slår den også ofte over i hurtig galop umiddelbart efter refuseringen, som om den kan løbe fra konsekvenserne.
Hvordan fixer jeg det?
Grunden til at hesten bliver usikker er tit fordi det hele går lidt for hurtigt. Den kan ikke nå at overskue situationen. Mere erfarne heste kan bruge farten til at overtage kontrollen fra rytteren. Ingen af de scenarier er særligt gode. Derfor kan du løse problemet ved simpelthen at sætte farten ned. Når du sætter farten ned, kan du nemmere holde kontrollen over hesten. Den uerfarne hest får også bedre tid til at overskue springet, og forberede sig på udfordringen.
Hvis hesten bliver ved med at refusere, selv når det går langsommere, så prøv at ride frem mod et lavt spring i meget langsomt trav. Når hesten viger til siden, stopper du ham og beder ham gå den modsatte vej rundt.
4. Hesten refuserer, fordi den ikke går lige
Kender du også den hest, der altid synes at bevæge sig i en skæv linje? Jo tættere hesten kommer på springet, desto længere ud mod siden bevæger den sig. Til sidst er den helt ude i kanten af springet og kan ikke længere gøre andet end at løbe uden om.
Nogle gange skyldes det, at hesten er doven og ikke holder nok øje med rytterens signaler. Andre gange er der tale om noget medfødt, eller en skade.
Hvordan fixer jeg det?
Du bør først og fremmest tjekke, om hesten er skadet eller har smerter. Det kan være, at den ikke går lige for at slippe væk fra smerter eller uligehed i kroppen.
Hvis intet er galt med hesten, så er næste skridt at træne hesten i at gå lige. Du bør begynde træningen på jævn grund uden forhindringer, for eksempel en dressurbane. Få hjælp af en underviser i at træne hesten i at reagere ordentligt på dine hjælpere.
Hvis fejlen skyldes dovenskab, så bliver rytteren nødt til at koncentrere sig mere om egen teknik. Nogle gange er det slet ikke tydeligt, hvor meget rytteren lader hesten drive ud til siden, før de når frem til springet. Bomme lagt ud på jorden kan hjælpe med at holde retningen. Det gør det også sværere for hesten at drive ud over bommene og forbi springet.
Du kan også have en hjælper til at stå på den anden side af springet, lige i midten, så du har noget at sigte efter.
Refuseringer er ikke verdens ende
Refuseringer kan ofte føles pinlige. Det kan føles som det ultimative bevis på, at vi ikke har kontrol over hesten. Det kan føles som om vi er fejlet som springrytter, men det er slet ikke sandt. Refuseringer betyder bare, at du har noget at arbejde på.
Alle ryttere oplever, at deres heste refuserer fra tid til anden. Selv til OL og andre store konkurrencer ser man nogle gange ryttere blive diskvalificeret på grund af en refusering. En refusering er verdens ende, og det betyder ikke, at du er en dårlig springrytter.
Når det sker, så prøv at analysere hvad der gik galt og sæt mål for dig selv og din hest. Hvad skyldtes refuseringen? Er din hest fræk, bange eller har den smerter? Er det noget, du som rytter gør galt?
I langt de fleste tilfælde kan problemet ordnes med målrettet træning og hjælp fra en erfaren rytter eller underviser.
Held og lykke med træningen!